I mit barndomshjem havde vi altid høns. Sidst på vinteren blev rummet rengjort og kalket både på gulv og vægge.Det var gerne vi ungers bestilling at klare dette, men indrømmet, vi bad ikke om at få lov til dertil! Så ankom et par hundrede gule kyllinger, og det var til gengæld lykken.
Da jeg blev voksen og blev gift var jeg absolut ikke interesseret i høns, men det var min mand til gengæld, så det smittede lidt af efterhånden. Det blev i tidens løb til nogle stykker "Hans og Grethe" høns dvs. dværghøns, Mille fleur, Minorka, Faverolles, Hamborgere mfl. Men da vi engang i firserne fik nogle Barneveldere fra Bent Hoffmann på Langeland var vi solgte, og har haft dem lige siden. Det er en dejlig rolig høne og altid med en glans i fjerdragten som slår alle hårshampooreklamerne.
Mit barndoms renholdelse og kalkning må jeg dog bekende jeg ikke lever op til. Vi startede i sin tid med et tykt lag spagnum som underlag, og fik efterhånden en velfungerende dybstrøelse som altid var tør og varm og som det var en fornøjelse at se hønsene bade i. De sidste år har jeg strøet med spåner og lidt halm, og det ser også ud til at fungere godt. Fordelen ved dybstrøelse er at den varmeudvikling der sker når gødning og strøelse bliver blandet, skulle kunne slå de fleste sygdomskim ihjel, men der må selvfølgelig ikke være overfyldt og strøelsen må altid være løs hvilket hønsene normalt klarer selv. Ulempen er at spagnum støver. Ja det var så min måde at have høns på!